Borgerne har taget de selvbetjente biblioteker til sig.
Mere end 4.000 borgere i Guldborgsund Kommune har siden den 1. juni sidste år besøgt deres lokalbibliotek på en søndag.
Det er, hvad en optælling ved årets udgang viser om den ordning, hvor lokalbibliotekerne i Stubbekøbing, Nørre Alslev, Sakskøbing, Nysted og Væggerløse sidste år blev omdannet til “åbne biblioteker”.
- Ordningen med de åbne biblioteker må siges at have været en succes og en solstrålehistorie. De styrker bibliotekets status som både bibliotek, åbent mødested og kulturhus, fortæller formand for kultur- og fritidsudvalget i Guldborgsund Kommune, Poul-Henrik Pedersen (G).
Udvalgsformanden tilføjer, at borgerne ifølge Guldborgsund Bibliotekernes ledelse har taget ideen med de selvbetjente biblioteker til sig med positive tilkendegivelser og øget brug.
Derfor mener Poul-Henrik Pedersen også, at Guldborgsund Kommune nu har et bredere og endnu stærkere bibliotekstilbud på grund af det, der egentlig som udgangspunkt var en sparerunde i kommunen, hvor også kultur- og fritidsområdet måtte bære en del af driftsbesparelserne.