Sommerhusejere vandt over Lolland kommune
Mange års tovtrækning mellem Lolland kommune og 752 sommerhusejere i en grundejerforening i Rødbyområdet om renovation er faldet ud til sommerhusejernes fordel.
I den gamle Rødby kommune blev der i år 2000 givet en dispensation til de mange sommerhusejere, således at de kunne slippe for den kommunale dagrenovationsordning mod en billigere privat løsning. En løsning som dog var betinget af, at alle regler blev fulgt, skriver dknyt.dk.
Men den nye Lolland Kommune sendte efter kommunalreformen i 2008 besked til grundejerforeningen om, at dispensationen blev trukket tilbage.
En advokat hyret af grundejerforeningen fik gransket juraen i sagsbehandlingen og efter års tovtrækkeri har Statsforvaltningen nu afgjort, at Lolland Kommune har ført sagen forkert.






