Ssp-samarbejde har gjort nattelivet tryggere
Kampagnen “trygt natteliv i Nakskov” har på alle måder været en succes. Det konkluderer man i ssp-Lolland efter, at kampagnen nu har virket i tre måneder med start i november sidste år.
- Vi har fået positive tilbagemeldinger fra både forældre, restauratører og politi, om at vores kampagne allerede har givet forbedringer, siger ssp-konsulent Henrik Andersen.
Ssp-konsulenten fremhæver, at Zone Nightclub har sat overvågning op på diskoteket og har haft en ekstra dørmand ansat. Kampagnen har ifølge Henrik Andersen også vurderet, at det har givet mere ro, at nogle af de personer, der sælger stofferne, har trukket sig væk fra området.
Hos lokalpolitiet i Nakskov deler man ssp-konsulentens opfattelse af udviklingen.
- Vi har helt klart fået færre episoder på vores døgnrapport med uro, vold og ballade omkring Axeltorvet, hvor grupperinger af unge tidligere har givet problemer, siger vicepolitiinspektør Søren Vægter.
Projektet blev sat i gang med baggrund i sponsorstøtte fra Lions Club i Nakskov, der finansierede indkøb af de strips, der kan bruges til at afsløre narkotikabrug hos deltagerne i nattelivet.
I Lolland Kommune har man besluttet, at kampagnen skal udbredes til resten af kommunen, så Maribo og Rødbys natteliv også kommer med.






