avis

sammenfoldet avis

Tip politi om indbrud

Mange indbrud i sidste uge, hvor mange familier var på ferie, har fået politiet til at bede om tip, hvis man ser noget usædvanligt i nabolaget.

Vinterferien har desværre budt på alt for mange indbrud. Politiet arbejder på højtryk for at opklare og fange indbrudstyvene, men betjentene har brug for borgernes hjælp. Du kan som borger nemlig fungere som politiets øjne og ører i dit lokalområde og kontakte politiet, hvis der foregår noget unormalt, skriver politiet i en pressemeddelelse mandag.

Opmærksomme vågne borgere og nabohjælp er en god og effektiv måde at forebygge indbrud på. Et godt naboskab forebygger kriminalitet og skaber tryghed. Det handler om at være opmærksom på hinandens boliger og holde øje med, om der sker noget usædvanligt i nabolaget. Og hvis der gør, så tøv ikke med at informere politiet på telefon 114… eller 112, hvis du ser et indbrud, der er i gang, skriver Sydsjælland og Lolland Falsters politi.

- Det er meget vigtigt, at vi får tip fra borgerne, hvis de har oplevet unormal aktivitet i deres område. Fx personer, som lusker søgende rundt uden ærinde. Biler og knallerter, som ikke plejer at færdes i området eller kommer på usædvanlige tidspunkter. Hvis vi slår kræfterne sammen i kampen mod indbrudstyvene, er jeg sikker på, at vi kan få indbrudskurven til at udvikle sig i den rigtige retning, siger politiinspektør Thorkild Steen Jensen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

På Det Kriminalpræventive Råds hjemmeside www.dkr.dk og på www.stopindbrud.dk opfordrer politiet til at læse mere om forebyggelse af indbrud.