Efter et hjertestop, en operation og genoptræning er verdens ældste styrkeløfter, Svend Stensgaard, på vej tilbage. Og han har også planer om at stille op til Danmarksmesterskabet i bænkpres 1. december.
- Men det kan godt være, jeg vælger at tage til Toldvæsenets Idrætsforenings årlige tur til Tyskland med bordtennisholdet i stedet for, fortæller Svend Stensgaard.
På onsdag fylder han 90 år, og selv om han efter sin sygdom er flyttet tilbage til fødeøen, Samsø, tilbringer han en stor del af tiden i huset i Rødbyhavn, for at kunne dyrke sin sport.
Det var først som 77-årig Svend Stensgaard kastede sig over styrkeløft. Og hvor mange danske mesterskaber, det er blevet til, har Svend Stensgaard ikke styr på. Men et enkelt nordisk mesterskab er det også blevet til, og så en række placeringer ved både EM og VM, der har bragt ham til både Sydafrika og New Zeeland.
Fødselsdagen på onsdag markerer han med lagkage i motionscentret.
- Jeg har sagt, at vi træner fra 12 til 14, og derefter er der lagkage - men der er nu nok en del, der springer træningen over, mener Svend Stensgaard.