Vil ikke boykotte Meyer
Det er ikke i orden, at den voldsramte og i dag invaliderede Marlene Duus får mindre hjælp end sin overfaldsmand, der i dag er i lære hos Claus Meyer. Men det betyder ikke, at stjernekokken skal boykottes for hans valg om at hjælpe gerningsmanden videre. Sådan synes den generelle holdning blandt folketidende.dk’s brugere at være.
- Jeg kunne ikke finde på at boykotte Claus M. For han er jo ikke den, der giver straffen, han hjælper bare videre i systemet, skriver Ina Malchow Kihl-Plambek på folketidende.dk’s facebookprofil.
Og den holdning deler Daniel Krøyer. Han mener nemlig ikke, det er Claus Meyers rolle at agere dommer.
- Hans opgave er at lave mad, og hvis han har en åben stilling, som voldsmanden kunne beherske, så fred være med det, skriver han.
De få, der med omtalen af sagen ikke længere vil spise på kokkens restauranter eller købe hans produkter, argumenterer for, at der bør skelnes mellem, hvilke kriminelle der ansættes.
- Claus Meyer burde se lidt nærmere på, hvem han ansætter. Helt i orden at hjælpe småkrimielle, men det er ikke i orden i det her tilfælde, skriver Marianne Jensen.
Også Morten Beck Mogensen mener, der skal tænkes mere på offerets retsfølelse:
- Alle har ret til deres holdning, men hvor er folks empati for offeret? Skal Lundin og Amager-manden så også have en læreplads, skriver han blandt andet.
Bland dig i debatten på Facebook.






