Wozniacki nyder sit fald fra ranglistetop
Tværtimod erkender danskeren nu, at det snarere har været en lettelse ikke hele tiden at skulle forholde sig til topplaceringen på ranglisten.
- Det er rart, at jeg ikke får spørgsmålet på hver eneste pressekonference, hvorfor jeg ikke har vundet en grand slam-turnering, når jeg nu er nummer et, siger Caroline Wozniacki ifølge nyhedsbureauet AFP.
- I det mindste har jeg ikke det hængende på skuldrene længere, så jeg kan bare gå ud og spille, og folk vil ikke være skuffede, hvis jeg taber en finale eller en semifinale, som tidligere ville have været en katastrofe, siger hun.
- Nu kan andre have det besvær. Jeg kan bare spille.
Wozniackis næste opgave bliver Qatar Open i Doha. Og selv om hun altså har følt et formindsket pres ved ikke længere at være spilleren, alle jagter, vil hun gøre alt for at vinde førstepladsen tilbage, fortæller hun, men peger også på et andet stort sæsonmål:
Ol i London til sommer.
- Jeg tror, OL er stort for alle spillere i år. Det sker kun hvert fjerde år, og det er en speciel begivenhed. Det er et sted, hvor man virkelig ønsker at spille op til sit bedste og måske vinde en medalje, siger Caroline Wozniacki.
/ritzau/






