Så er det blevet tid igen.
Snart siger årets første konfirmander ja til Gud og går ind i de voksnes rækker. Men det, der følger efter kirken, er oftest en noget bekostelig affære.
Store fester til titusindvis af kroner er på ingen måde unormalt. Derfor kan det også være svært at følge med, hvis økonomien ikke er til det.
Hos Dansk Folkehjælp oplever man, at flere og flere familier søger om økonomisk hjælp til at holde konfirmationen.
- I år har vi haft 850 ansøgere til vores konfirmationshjælp. Det er en stigning på godt og vel 30 procent fra sidste år, siger Mirka Mozer, der er generalsekretær i Dansk Folkehjælp.
Presset økonomi
Ud af ansøgerne har 528 fået tildelt hjælp. Blandt andet er det et krav, at man som forælder er på overførselsindkomst for at få hjælpen. Hjælpen består af et gavekort på 2000 kroner, som kan bruges til en lang række forskellige butikker.
At der er så mange, der er blevet afvist, ser Mirka Mozer som et udtryk for, at også folk med arbejde har en meget presset økonomi.
- Mange flere mennesker oplever, at de ikke kan få tingene til at hænge sammen – også selvom de ikke er på overførselsindkomst. Mange har også småjobs ved siden af, og så kan de ikke modtage støtte. Folk på lavlønsindkomster har i det hele taget en presset økonomi, siger hun og tilføjer, at nogle konfirmationer nærmest minder om "mindre bryllupper".
- Nogle familier bruger jo afsindig mange penge – så det er en lille håndsrækning, så man også kan få en fest og blive fejret. Vi synes, at alle skal have en mulighed for at samles og blive fejret, siger Mirka Mozer.
Som ung kan det være svært at se sine klassekammerater få en kæmpe fest og masser af gaver, når man ikke selv får den mulighed.
- Vi ved, at det betyder rigtig meget – ikke kun for forældrene, men også for børnene – at få en oplevelse, der er tilnærmelsesvis den oplevelse, de andre i klassen oplever.
- Det kan være ekskluderende at komme fra en fattig familie. Det er sårbart at stå uden for fællesskaber, når man er ung. Derfor er hjælpen vigtig, siger hun.