Johanna Westberg og de svenske landsholdsspillere fik et par ekstra dage på Færøerne. I aften, onsdag, møder NFH Randers HK i ligaen.
For fem uger siden i Roskilde vandt NFH 30-23 over Randers HK i Super Cuppen mellem de regerende danske mestre og pokalvindere. I aften, onsdag, i Arena Randers mødes de på ny. Denne gang i Håndboldligaen.
I Super Cuppen storspillede Johanna Westberg for NFH. 11 mål tegnede den svenske landsholdsspiller sig for.
Indtil tirsdag eftermiddag var der tvivl om Johanna Westbergs deltagelse i aftenens kamp.
Johanna Westberg var i weekenden på Færøerne med det svenske landshold, der besejrede Færøerne i en EM-kvalifikationskamp. Men grundet uvejr kunne de svenske landsholdsspillere ikke komme hjem fra Færøerne som planlagt.
Tirsdag eftermiddag kom de med et fly til København, hvorfor Johanna Westberg er med i aftenens ligakamp. Det samme er Randers’ tre svenske landsholdsspillere, Martina Thörn, Daniela Gustin og Clara Monti Danielsson, som også var med på Færøerne.
Læs mere om optakten til aftenens kamp i Folketidendes papiravis onsdag.