Spansk tyrefægter alvorligt såret af horn
En spansk tyrefægter er søndag blevet alvorligt kvæstet efter at være blevet stanget under en konkurrence i den nordligt beliggende by Bilbao, skriver en spansk hjemmeside for tyrefægtning.
Sergio Aguilar blev stanget gennem kind og venstre lår og mistede store mængder blod, inden han i hast blev ført til et hospital i byen, skriver mundotoro.com.
Tyrefægtningsæson 2010 har været præget af et stort antal personskader blandt stjernematadorerne.
Den mest spektakulære ulykke stod Julio Aparicio for. Med nød og næppe undgik han døden i maj, da han blev stanget af en tyr under kæben og med hornet stikkende ud af munden.
Catalonien forbød i juni som den første region på det spanske fastland den århundredgamle tradition.
/ritzau/AFP


