Rusland går ind i bombesag fra København
Rusland er allerede gået i gang med at undersøge, hvad man ved om Lors Doukaiev, den 24-årige tjetjenske bombemand fra Hotel Jørgensen.
Det fortæller landets ambassadør, Tejmuraz Ramishvili, efter at politiet onsdag har offentliggjort mandens navn, nationalitet og alder.
- Da vi her til morgen fandt ud af, at han måske er fra Tjetjenien, har vi selv taget kontakt til myndighederne i Rusland for at finde ud af, hvilke informationer vi har om ham. Dem vil vi give videre til de danske myndigheder, siger ambassadøren til Ritzau.
Tejmuraz Ramishvili fortæller, at man er i løbende kontakt med både Udenrigsministeriet og Politiets Efterretningstjeneste. Der er dog endnu ikke kommet en officiel forespørgsel om sagen fra dansk hold.
Ambassadøren understreger, at de danske myndigheder er meget velkomne til at videregive de informationer, de har om den mistænkte bombemand. Så vil ambassaden sende dem videre til Moskva.
- Det kan være med til at opklare, hvem han er, og hvornår han forlod Rusland, hvis han har levet der, siger Tejmuraz Ramishvili.
Ifølge politiet har Lors Doukaiev boet i Belgien i de sidste mindst fem år.
Oprørere fra Tjetjenien har gennem flere år gennemført terrorangreb i Rusland, der har kostet flere hundrede mennesker livet. Blandt andet besatte oprørere i 2004 en skole i byen Beslan, hvor flere end 300 mistede livet - heriblandt mange børn.
/ritzau/


