ETA melder klar til våbenhvile
Den baskiske separatistgruppe ETA siger, at den er klar til at indgå permanent våbenhvile, skriver en avis i Baskerlandet.
Gruppen har sendt flere fredsfølere ud i den seneste måned, men alle er blevet mødt med skepsis af den spanske regering.
To medlemmer af ETA siger til avisen Gara, at gruppen er villig til at tage flere skridt for at afslutte den voldelige kamp for et selvstændigt Baskerland.
- Målet er en demokratisk løsning på konflikten og at lukke såret en gang for alle, og det betyder, at alle skal handle ansvarligt, siger de to ETA-medlemmer i interviewet.
Regeringen modtager ETA's udmelding med en del forbehold, fordi oprørsbevægelsen har brudt andre våbenhviler, der er indgået tidligere.
ETA er under pres fra den politiske fløj, Batasuna, for at afstå fra brug af vold og forhandle med den spanske regering om en politisk løsning.
Regeringen har hidtil afvist at tale med baskiske ledere, medmindre ETA fuldstændig afstår fra brugen af vold.
/ritzau/Reuters


