Uffe Pedersen lettet efter vigtig OB-sejr
OB fik mandag aften en 3-1-sejr over Lyngby efter en turbulent periode med trænerfyringer og to skuffende nederlag i Superligaen. Derfor er OB-træner Uffe Pedersen både glad og lettet.
- Det var en meget vigtig kamp, og sejren var faktisk vigtigere end selve spillet. Men vi har arbejdet godt i løbet af ugen, så jeg er glad på gutternes vegne, over at vi fik en sejr, siger Uffe Pedersen.
Han roser især spillerne for at stå sammen som hold i en svær periode for fynboerne. Specielt efter, at holdet kom bagud 0-1.
- Holdet fremstod som et hold, og jeg synes vi viste format, efter vi var bagud, siger OB-træneren.
Han fremhæver især udligningsmålet kort før pausen ved Hans Henrik Andreasen som en afgørende faktor for kampens udvikling.
- Nerverne er lidt tyndslidte i øjeblikket, og publikum står ikke ligefrem og klapper af os. Derfor var det vigtigt, at vi fik det mål, så vi kunne komme i gang med anden halvleg fra uafgjort, forklarer han.
Chris Sørensen på straffespark og Rurik Gislason sørgede med målene til henholdsvis 2-1 og 3-1 i anden halvleg for den fynske sejr.
/ritzau/


