Zulu Djævleræs sætter rekord
Mandag sluttede den femte sæson af tv-programmet "Zulu Djævleræs", hvor kendte danskere kører om kap i gamle smadderkasser. Sæsonen blev den hidtil mest sete.
Med 203.000 seere i gennemsnit er det tredje år i træk, at "Zulu Djævleræs" satte seerrekord.
De fire foregående sæsoner har ifølge TV2 haft henholdsvis 127.000 seere, 120.000 seere, 173.000 seere og 192.000 seere i gennemsnit.
- Vi er rigtigt glade for, at TV2 Zulus efterårsplan kører så godt - også i lyset af, at Zulu snart kan fejre sin tiårsfødselsdag, siger programchef Maiken Wexø fra TV2 Zulu i en pressemeddelelse.
I 2010-udgaven af "Zulu Djævleræs" valgte TV2 Zulu at invitere kanalens seere med i kampen og gav dem plads i "skolevogne" sammen med en erfaren kører.
Årets vinder blev i øvrigt en "skolevogn" med eleven Heidi Berner i stærkt samarbejde med kørelæreren Anders Lund Madsen.
/ritzau/


