avis

sammenfoldet avis

EU giver millioner til Gaddafi

EU sender 370 millioner kroner til Libyen i et forsøg på at hjælpe landet med at holde indvandrere ude af EU. Libyen kræver dog milliarder for beskyttelsen.

EU og Libyen har indgået en aftale, der betyder, at unionen over de næste tre år sender 373 millioner kroner til Libyen for at hjælpe landet med at holde afrikanske indvandrere ude af EU.

Pengene er dog yderst kontroversielle, da Libyen ikke har underskrevet Genèvekonventionen for flygtninge.

- Selvfølgelig er Genèvekonventionen den gyldne standard (...) men det vigtigste er at garantere og sikre, at personer, der har behov for international beskyttelse, kan nyde det, siger talsmand Michael Cerone fra EU-Kommisionen.

Han henviser til, at Libyen har underskrevet en konvention fra Den Afrikanske Union, og at EU i stedet vil hjælpe Libyen med ratificere den konvention, som ifølge Cerone minder meget om Genèvekonventionen.

Aftalen kom i stand under et besøg af EU's indenrigskommissær, Cecilia Malmstrøm, og naboskabskommissær Stefan Fuele i Libyen.

Det nordafrikanske land ligger på en af hovedruterne, når afrikanske flygtninge forsøger at komme til Europa.

Derfor krævede Libyens leder, Muammar Gaddafi, i august 37 milliarder kroner af EU, hvis landet skal holde afrikanske flygtningestrømme ude af EU.

Et krav som Libyens udenrigsminister, Moussa Koussa, trods aftalen gentog under EU-besøget.

Blandt EU-landene har Italien vist stor velvilje over for Libyens krav om penge, da landet modtager mange afrikanske flygtninge, der rejser til Italien fra Libyen.

Derfor har italienerne også allerede støttet Libyens grænsekontrol og insisterer på, at EU gør det samme - dog uden at komme ind på beløbets størrelse.

EU har tidligere brugt 500 millioner kroner på projekter i Libyen, der skal forbedre grænsekontrollen.

/ritzau/

debat
Læsernes kommentarer
FM
05.10.2010
"Længe leve EU"