Lene Espersen hilser fredspris velkommen
Lene Espersen, den danske udenrigsminister, er tilfreds med, at den kinesiske systemkritiker Liu Xiaobo får Nobels fredspris 2010.
- At Nobels fredspris i dag gives til en menneskerettighedsforkæmper er en støtte til menneskerettighedsforkæmpere verden over, siger hun i en udtalelse via sin talsmand.
- Jeg hilser det velkommen, at Nobels fredspris i dag er givet til den kinesiske menneskerettighedsforkæmper, Liu Xiaobo, for hans lange og ikke-voldelige kamp for menneskerettighederne, fortsætter hun.
Hun peger på, at EU tidligere i forbindelse med Liu Xiaobos dom og som led i en løbende dialog med Kina om menneskerettigheder har opfordret Kina til at respektere den kinesiske forfatningsgarantier om ytringsfrihed og løslade Liu Xiaobo.
- Danmark bakker op om EU's linje. Fra dansk side anerkender vi, at der er sket store fremskridt på menneskerettighedsområdet i Kina gennem de seneste 30 år. Men Liu Xiaobos fortsatte fængsling viser, at der er behov for yderligere fremskridt, siger Lene Espersen.
/ritzau/


