avis

sammenfoldet avis

Socialdemokraterne på kandidatjagt

Alle kandidater er mænd. Til forskel fra Helle Thorning-Schmidt, så er kvinder hos Socialdemokraterne i Guldborgsund lidt mere tilbageholdende.

Selvom der stadig er tre år til næste kommunalvalg, er Socialdemokraterne i Guldborgsund allerede gået i gang med at finde partiets spidskandidat.

Den nuværende spidskandidat Kaj Petersen ønsker ikke længere at stå øverst på partiets liste.

De lokale partiforeninger har opstillet syv kandidater som medlemmerne skal vælge imellem.

Fælles for dem er, at de alle er mænd. Det undrer partiets næstformand i Guldborgsund-kredsen, Jørgen Jørgensen. Han tror, at det er, fordi kvinderne er for tilbageholdende.

- De fleste kvinder vil gerne være med og have medindflydelse, men de stiller sig lidt tilbage, så man skal til at vælge den der skal stå forrest. Så til forskel fra Helle Thorning-Schmidt så er vores kvinder nok lidt tilbageholdende med at stille sig i front og sige: Jeg er den I har brug for, siger han.

Så selvom partiets leder Helle Thorning-Schmidt er kvinde så ser det ikke ud til at Helle-effekten på den måde har slået igennem blandt kvinderne i de lokale partiforeninger.

- Jeg tror derimod, at det er gået omvendt. Ikke mindst efter sommerens hetz mod Helle, hvor mange jo siger, især kvinderne, at det er fordi hun er kvinde. Og jeg kunne forestille mig, at det har været med til at hæmme eventuelle kvindelige kandidater endnu mere, siger Jørgen Jørgensen.

Kandidatvalget hos Socialdemokraterne i Guldborgsund begynder den 1. december.