avis

sammenfoldet avis

Risiko for skibsstød øger Femernpris

Der er større risiko for, at skibe støder end i Femern-broen end hidtil antaget. Det øger prisen.

Femern-broen skal sikres bedre mod sammenstød med skibe end hidtil antaget.

Det er en af årsagerne til, at prisen på Femern-broen bliver 5,7 milliarder kroner højere end først antaget og lander på 38,5 milliarder kroner.

I forbindelse med arbejdet med at udrede en pris på broen er der lavet simuleringer af skibstrafikken i Femern Bælt, hvis det står en bro mellem Danmark og og Tyskland. Og forsøgene i skibssimulatoren har vist, at risikoen for sammenstød er større end forventet, og derfor skal broen sikres bedre.

"Dertil kommer øgede udgifter til sikring af broen mod skibsstød, som vurderes at være nødvendige på baggrund af de gennemførte risikoanalyser", skriver Transportministeriet i en udredning om broen.

Der er behov for en yderligere sikring af bropiller til 700 millioner kroner.

Det får SF's trafikordfører Anne Baastrup til at foreslå at lave en tunnel, der efter de ny beregninger koster 37,9 milliarder kroner og dermed er en anelse billigere end broen.

- Min indstilling er, at det bliver en tunnel. Det er hensynet til forøgelsen af skibstrafikken i Femern Bælt, så vi har en en højere sikkerhed for, at der ikke sker ulykker.

Spørgsmål: Frygter du ulykker?

- Vi ved, der kommer meget olietransport, og vi ved, at Rusland vil bruge denne her vej som en hovedlandevej. Det betyder en voldsom stigning i skibstrafikken, og det betyder også en risiko for, at der er nogen, der kommer til at sejle lille smule galt, og det kan give olieudslip, siger Anne Baastrup

Transportminister Hans Christian Schmidt (V) mener ikke, at der er en risiko for sammenstød med skibe, men sikrer sig for en sikkerheds skyld.

- Det kan ske, så man skal gardere sig. Nu isolerer man bropillerne i tilfælde af, at der skulle ske noget og det er en yderligere sikkerhed, siger Hans Christian Schmidt.

/ritzau/