Radikale: DR skal lave tv på arabisk
TV-nyheder skal også fortælles på arabisk.
Sådan lyder et nyt forslag fra Det Radikale Venstre, der håber, at det vil styrke demokratiet, hvis der bliver oprettet en arabisk-talende nyhedskanal på DR.
- Vi vil gerne have nyheder om Danmark med dansk vinkel på arabisk - gerne også på tyrkisk og engelsk - sådan at borgere, der endnu ikke behersker dansk, kan følge med i, hvad der sker i kongeriget, siger De Radikales politiske leder, Margrethe Vestager, til DR Nyheder.
For nylig ville Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, forbyde paraboler i danske ghettoområder, fordi hun mener, at de arabiske kanaler skaber had til det danske samfund.
Margrethe Vestager har en anden idé med en ny dansk nyhedskanal på arabisk:
- Jeg er fuldstændig sikker på, at DR med traditionen og public service kan lave nyheder, der er interessante, og som supplerer det verdensbillede, man måske får af at se al-Jazeera eller al-Arabiya, siger hun til DR Nyheder.
Hos regeringspartiet Venstre mener man, at nyhedskanalen er unødvendig. Medieordfører Ellen Thrane Nørby understreger, at der allerede findes nyheder på fremmede sprog på DR's hjemmeside.
/ritzau/


