Irland vil søge om hjælp fra EU og IMF
Irlands finansminister, Brian Lenihan, bekræfter, at Dublin anmoder EU og Den Internationale Valutafond, IMF, om økonomisk hjælp.
- Jeg vil anbefale regeringen, at vi anmoder om et hjælpeprogram og indleder formelle forhandlinger, siger Lenihan, mens regeringen var samlet for at drøfte en fireårsplan, der skal bringe økonomisk genopretning.
Lenihan siger, at der ikke bliver tale om øget selskabsbeskatning, da det ville svække vækstmulighederne.
Den sum, som irerne anmoder om, vil ifølge iagttagere være på mellem 45 og 90 milliarder euro.
EU frygter, at "den keltiske tigers" økonomiske krise vil smitte af på andre eurolande med gældsproblemer som Portugal og Spanien. EU's præsident, Herman Van Rompuy, betegnede tirsdag de massive gældsproblemer i Irland og andre eurolande som en "overlevelseskrise" for eurozonen og hele EU.
I den irske befolkning er der vrede over udviklingen, og iagttagere advarer om kommende uroligheder, når nye skatter og afgifter offentliggøres inden for få dage.
"I har løjet. I har svigtet os. For Irlands sag, så gå af nu!"
Såden lyder overskriften på forsiden af Sunday Independent newspaper under et foto af premierminister Brian Cowen og andre medlemmer af det regerende centrum højre parti Fianna Fail.
Cowen, der var finansminister i den sidste fase af Irlands økonomiske boom, har også fået tilsagn om støtte fra Storbritannien, som er parat til at deltage i en økonomisk hjælpepakke til de kriseramte irske banker.
Eksperter fra EU og IMF er ved at undersøge forholdene i den irske bank- og finanssektor.
/ritzau/AFP


