avis

sammenfoldet avis

Rolig første vinterdag på vejene

Falck og Dansk Autohjælp havde en stille premiere på vinteren på Lolland-Falster.

Så nåede vintervejret også til Lolland-Falster. I løbet af tirsdag aften og natten til onsdag er der faldet en lille smule sne rundt omkring, men dog ikke i de mængder, som man oplevede i dele af Jylland.

Det betyder også, at der ikke skulle være nogen problemer med sne på vejene på Sydhavsøerne, men temperaturen ligger lige omkring frysepunktet her til morgen, og derfor kan der være pletvis glatte veje hist og her, lyder meldinger fra de to lokale kommuners vagthavende driftledere.

I Lolland Kommune er man i øjeblikket i gang med at salte, og det samme er tilfældet i Guldborgsund Kommune, hvor de største kommunale veje - de såkaldte 1'er veje - ser fine ud, mens der kan være pletvis glat på de lidt mindre 2'er veje. På de små veje bliver der slet ikke saltet, så her er det en god idé at være særligt opmærksom.

Den første rigtige vinterdag har ikke givet Falck og Dansk Autohjælp sved på panden.

Hos Dansk Autohjælp i Toreby kan Anders Jalkiewicz fortælle om et par enkelte fritrækninger tidligt onsdag morgen. men det var fritrækninger af bløde rabatter og ikke af sne. Et par enkelte bilister måtte have starthjælp til kolde biler. Hos Falck fortæller vagthavende, at der slet ikke har været opgaver på Sydhavsøerne onsdag morgen.