avis

sammenfoldet avis

Kvinder sender mændene til lægen

Mænd med en partner lever sundere end enlige mænd. Blandt andet fordi mændene så kommer til lægen i tide.

Find en samlever eller en kone! Det kunne være lægers fremtidige råd til enlige mænd, der vil leve sundere.

I hvert fald viser undersøgelsen "Mænds Sundhed", som Sundhedsstyrelsen udgiver fredag, at gifte eller samlevende mænd generelt lever sundere end enlige mænd, skriver Berlingske Tidende.

Onde tunger kalder det tøffelhelteffekten, men faktum er, at mænd med en kone eller samlever - ud over at de drikker og ryger mindre - også er mindre syge og lever sundere.

Svend Aage Madsen, chefpsykolog på Rigshospitalet og medlem af den faglige referencegruppe på undersøgelsen, mener, at det især er et udtryk for, at kvinder påvirker deres mænd til at gå til lægen oftere.

- Kvinder betyder meget for deres mænds sundhed. For eksempel ringer kvinder ofte og siger, at deres mand bør komme i behandling, og når jeg så spørger, om jeg kan tale med manden, giver de røret videre til manden, der sidder lige ved siden af. Mænd, der er sendt til lægen af deres kone, er heller ikke et sjældent syn, siger han til Berlingske tidende.

Yngre mænd finder oftere selv vej forbi lægen end den ældre generation og er derfor mere selvstændige i forhold til deres helbredsvalg, påpeger Svend Aage Madsen.

/ritzau/