avis

sammenfoldet avis

Smykkefirma får bøde på 600.000 kroner

For at holde priserne oppe har selskabet bag troldekugle-smykkerne udsat forhandlere for ulovlig pression

Selskabet bag de kendte troldekugle-smykker er gået langt over den kriminelle kridtstreg i forsøget på at holde priserne på et kunstigt højt niveau.

Lise Aagaard Copenhagen A/S er af Københavns Byret idømt en bøde på 600.000 kroner i en sag, som Bagmandspolitiet har rejst.

I flere tilfælde blev forhandlere, der ville sælge troldekugler på nettet, i 2008 lagt på is, fordi de solgte til en lavere pris, end selskabet brød sig om.

Der blev sat en stopper for leverancerne, indtil forhandlerne gjorde, som der blev sagt.

Under retssagen har selskabet nægtet sig skyldig i at have overtrådt konkurrenceloven.

Men en dommer og to lægdommere har altså fredag nikket til påstanden fra Bagmandspolitiet om, at selskabet med ulovlige metoder bankede et lille håndfuld forhandlere på plads.

Anklageren havde krævet en bøde på en million kroner.

Blandt beviserne var en telefonsamtale, som en forhandler i hemmelighed optog med salgsdirektør Peter Aagaard. "Vi sælger ikke på rabat," lød hans besked.

Byretten har idømt salgsdirektøren personligt en bøde på 25.000 kroner.

Derimod er der hverken beviser nok mod den administrerende direktør Lise Aagaard eller mod den daværende salgschef. Begge er blevet frifundet.

Forsvareren for Lise Aagaard Copenhagen A/S har påstået, at forhandleren, der optog telefonsamtalen, ville hævne sig på selskabet.

- Det var et nøje tilrettelagt forløb, har advokat Jesper Fabricius hævdet. Selskabet ville blot sikre sig, at troldekugle-smykkerne ikke blev markedsført som et discountprodukt, mener han.

Lise Aagaard sælger smykker verden over for cirka 330 millioner kroner.

Sagen er undersøgt først af Konkurrencestyrelsen og dernæst af politiet.

I en anden konkurrencesag har lampefirmaet Louis Poulsen Lightning A/S tidligere i år indvilget i at betale en bøde på 1,3 millioner kroner.

/ritzau/