avis

sammenfoldet avis

Laudrup begejstrer ny Mallorca-rigmand

Ny storinvestor i Real Mallorca er begejstret for Michael Laudrups præstationer med holdet.

Den tyske rigmand Utz Claassen, der for nylig købte 10 procent af den spanske fodboldklub Mallorca, er meget tilfreds med det, træner Michael Laudrup i øjeblikket får ud af truppen.

- Mit indtryk er - og det er det, som gør mig virkelig glad - at holdet kamp efter kamp altid søger det optimale, uden at man kommer til at lægge et unødvendigt forventningspres ned over tingene, siger Utz Claassen i et interview med Reuters.

Mallorca har under Michael Laudrups ledelse fået en fin start på turneringen og ligger nummer seks efter 13 spillerunder.

- Hvis vi kigger på, hvad holdet har opnået indtil videre i sæsonen, så er det langt mere, end man kunne forvente. Holdets position og de ting, som er inden for rækkevidde, er meget lovende, mener jeg.

- På det sportslige plan er jeg meget, meget optimistisk omkring holdets muligheder, lyder det fra tyskeren.

Utz Claassen, der har en fortid som præsident i Hanover 96, købte sig til indflydelse i den spanske klub tidligere på måneden.

Hans investering i klubben er kommet på et vigtigt tidspunkt, da Mallorca kæmper en hård kamp rent økonomisk. I Utz Claassens øjne er der dog stort potentiale for Laudrups klub.

Han vil satse på at fodboldklubben i fremtiden i højere grad skal udnytte det økonomiske potentiale, der er gemt i de mange turister, der hvert år besøger Mallorca. Ligesom han hæfter sig ved, at det er ekstremt let at flyve til øen fra det meste af Europa.

- Der er et stort, stort potentiale for at skabe et europæisk brand (omkring klubben, red.) med en regional tradition og arv

/ritzau/