Engelsk VM-budchef langer ud efter Fifa
Chefen for Englands bud for værtskabet af VM i fodbold i 2018, Andy Anson, leverer en hård kritik af Fifas valgprocedure. Det kommer dagen efter, at Rusland blev tildelt værtskabet af slutrunden om otte år.
Anson mener, at Fifas 22 mand store eksekutivkomité har for megen magt. Og han mener ikke, at England bør søge om værtskabet, før valgproceduren bliver ændret.
- Jeg synes ikke, at man skal gøre sig den umage, før man ved, om proceduren bliver ændret, så et bud som vores kan vinde, siger Andy Anson.
Han mener især, at det ødelagde Englands chancer, at Fifa-præsident Sepp Blatter umiddelbart inden afstemningen advarede eksekutivkomitéens medlemmer om "mediernes ondskab" .
Flere engelske medier har nemlig bragt flere ubehagelige sager frem om korruption i Fifa forud for torsdagens afstemning.
- Når man har det bedste tekniske bud, gode anmærkninger fra inspektioner og den bedste økonomiske rapport, og - efter hvad folk siger - den bedste præsentation i går, så er det svært at håndtere, at det ikke betød noget som helst, fortæller Andy Anson.
- Når der kun er 22 personer, der skal tage beslutningen, så har de for meget magt og indflydelse, fortsætter den engelske budchef.
Han mener også, at der er noget galt, når bud fra Australien, USA og England tilsammen blot fik seks stemmer.
- Seks stemmer til de tre lande i første runde viser, at der er noget, der ikke er rigtigt, fastslår Anson.
Han langer også ud efter Rusland, som ifølge den engelske lejr brugte lige lovlig meget krudt på at overbevise de stemmeberettigede medlemmer af eksekutivkomitéen i de tidlige morgentimer op til afstemningen torsdag.
- Rusland lavede en masse lobbyarbejde, og flere stemmer skiftede tilsyneladende i sidste øjeblik. Vi ved, at nogle ombestemte sig i de tidlige morgentimer. Vi er ikke naive, siger Anson.
Qatar skal holde slutrunden i 2022.
/ritzau/


