Rusland på vej ind i handelsvarmen
Efter 17 års forhandlinger er Rusland nu tæt på at kunne indtræde i Verdenshandelsorganisationen, WTO.
I forbindelse med et EU-Rusland topmøde i Bruxelles har parterne skrevet under på en aftale, som kan bane vejen for russisk WTO-medlemskab allerede næste år.
- Det er et afgørende skridt frem og et skridt, som verden følger tæt, siger EU's præsident, Herman Van Rompuy.
EU's håndsrækning til Rusland kommer efter, at Rusland og USA i oktober indgik en lignende bilateral aftale. Også på russisk side er der stor tilfredshed med den banebrydende aftale.
- Efter underskrivelsen af disse aftaler med USA og EU er Ruslands indtræden i WTO praktisk talt en realitet, siger Ruslands præsident, Dmitrij Medvedev.
Russisk WTO-medlemskab forventes at kunne skabe nye eksportmuligheder for en lang række europæiske - og danske - virksomheder. Der er dog fortsat nogle udeståender mellem EU og Rusland i de kommende WTO-forhandlinger. Det gælder blandt andet høje russiske toldsatser på importeret kød og krav om millionbetaling fra europæiske flyselskaber, som flyver over Sibirien.
Præsident Medvedev fik derimod ingen løfter med sig hjem til Moskva omkring et andet stort ønske om en visumaftale, der kan give russere visumfri indrejse i EU. Her vil EU foreløbigt kun sætte et analysearbejde i gang, indtil Rusland får bedre styr på kontrollen med de ydre grænser.
Samtidig afleverede Herman Van Rompuy også "en stærk opfordring" til sin russiske kollega om "at følge ord op med handling", når det gælder forbedringer af menneskerettighedssituationen og beskyttelse af journalister i Rusland.
WTO-aftalen mellem EU og Rusland er med til at understrege udviklingen gennem det seneste år, hvor Rusland i stigende grad har knyttet sig til de tidligere fjender mod vest.
Medvedev ankom til Bruxelles direkte fra Polen, hvor han som den første russiske præsident i otte år har været på officielt statsbesøg.
/ritzau/


