Røvere smadrer rude til bank
Det holdt ikke tre mænd tilbage, at banken var lukket, da de torsdag aften ville begå røveri mod Jyske Bank i Adelgade i Hobro. De smadrede simpelthen en rude i bagdøren og trængte ind i banken.
Personalet, der sad i baglokalet og var ved at tælle penge op for at lægge dem i boksen, flygtede ud ad hoveddøren ved den voldsomme entré.
Røverne kunne derefter forsyne sig med pengene fra boksen, før de forvandt i en sort VW Passat.
- De slap væk med et større pengebeløb, siger vagtchefen hos Nordjyllands Politi, der dog ikke vil oplyse beløbets størrelse.
Politiet havde torsdag aften ikke fundet flugtbilen, hvis nummerplader blev stjålet fra en anden bil i Kjellerup på et tidspunkt mellem onsdag aften og torsdag eftermiddag.
/ritzau/


