avis

sammenfoldet avis

Ny rekord: Fem flasker vin for 122.000 kr.

Danmarksrekorden for dyr vin er blevet slået. En legendarisk fransk vin fra 1982 fik vinkender til lommerne.

Der var ikke meget finanskrise og billig papvin fra Netto, da auktionshuset Bruun Rasmussen torsdag solgte en stribe klassiske franske vine.

Med et hammerslag på 122.000 kroner slog fem flasker Château Lafite Rothschild, Pauillac årgang 1982 den hidtidige danske rekord for dyr vin. Det svarer til en stykpris på 24.400 kroner pr. flaske.

Danskernes villighed til at betale det samme for fem flasker rødvin som for en lille personbil kommer dog ikke bag på Henrik Christensen, leder af Bruun Rasmussens vinafdeling.

- Franske klassiske vine sælger ualmindelig godt på det internationale auktionsmarked. Aftenens flotte hammerslag viser nu også med al tydelighed stor købelyst på det danske marked, siger Henrik Christensen.

Château Lafite Rothschild har været ejet af medlemmer af bankfamilien Rothschild siden 1800-tallet. Ejendommen har længe været kendt for at producere en af verdens dyreste rødvine.

Det blev også understreget af et andet markant hammerslag. Her gik 12 flasker Château Lafite Rothschild, Pauillac. 1. Cru Classé 1986 A. Owc. for 128.000 kr. Det er en stykpris på 10.666 kroner per flaske.

Hvis man vil spare lidt på den gode vin til nytårsaften, kan man gå en klasse ned og købe 12 flasker Château Lafleur, Pomerol 1989 A. Owc. De gik for blot 70.000 kroner på auktionen. Dermed er stykprisen helt nede på 5833 kroner per flaske.

/ritzau/