Angelina Jolie tog kæresten med på job
Et af Hollywoods hotteste par, Angelina Jolie og Brad Pitt, indtog tirsdag aften Berlin. Men selv om de to stjerneskuespillere begge er vant til enorm medieopmærksomhed, så var det faktisk kun Angelina Jolie, der var på arbejde i Berlin.
Hun var på den røde løber for at promovere sin seneste film, spion-thrilleren The Tourist, der har decemberpremiere i flere europæiske lande.
Filmen er en genindspilning af den franske "Anthony Zimmer", og Angelina Jolie spiller over for Johnny Depp, der har rollen som en helt almindelig mand, der pludselig bliver revet ind i et hæsblæsende spionkomplot, da han møder den usædvanligt tiltrækkende Elise, spillet af Angelina Jolie.
På den røde løber i Berlin var Angelina Jolie klædt i en noget speciel sort kjole, der gik ud i et med sorte handsker. Ifølge Daily Mail var det en Versace-kreation, og Brad Pitt var ikke bleg for at give kæresten en hånd, så den noget upraktiske kjole kunne holdes på plads i blitzlyset fra de mange fotografer.
Angelina Jolie fortalte for nylig i Vogue, at det meste af hendes tøj af praktiske grunde er sort.
- Som Brad - og mine børn - sikkert også vil kunne fortælle, så går mor kun i sort. Jeg kan godt lide, at alle bukser passer med alle bluser og at alle kjoler passer til skoene. Jeg har et meget lille skab, forklarede skuespillerinden.
The Tourist har først premiere i Danmark til februar.
/ritzau/


