Isbrydere fyrer op under kedlerne
De tre danske statsisbrydere er dømt til pensionering, og allerede i november tillod forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V) sig derfor at aflyse en isvinter i år, da hun sagde, at isbryderne bliver i havn.
Men sådan blev det ikke, selv om isbryderne som led i det seneste forsvarsforlig skal spares væk.
Søværnet havde nemlig tirsdag og onsdag to af de tre isbrydere, søsterskibene "Danbjørn" og "Isbjørn", på testsejladser i Kattegat. Fra på mandag er de i beredskab for at kunne sættes ind til isbrydning i de åbne farvande, hvis kulden fortsætter i lang tid.
Sandsynligheden for, at de op til 45 år gamle og forældede isbrydere kommer i aktion, er dog ikke særlig stor, da de tre bjørne har ligget i dvale i 14 år og ikke har været på isbrydningsarbejde i de danske farvande siden 1996.
- Den globale opvarmning betyder, at havstrømmene har ændret sig, og forventningen er, at det fortsætter den vej, sagde forsvarsministeren for en måned siden om begrundelsen for at holde isbryderne i havn.
Presseofficer Kenneth Nielsen i Søværnets Operative Kommando oplyser, at den tredje og nyeste isbryder, "Thorbjørn", holdes ude af beredskabet i år.
Den ekstreme decemberkulde har allerede skabt isdannelser tidligere end normalt, og i mange indre farvande er der problemer for sejladsen med mindre både. I Limfjorden assisterer bugserbåden "Stevns" skibsfarten, og der meldes allerede nu om 30 centimeter tyk is i indre farvande og spredt drivis i Kattegat, Bælthavet og vestlige Østersø.
Rundt i landet sender 150 observatører dagligt meldinger om issituationen i cirka 260 områder i danske farvande. Meldingerne samles i Søværnets Operative Kommando (SOK), hvorfra skibsfarten kan få oplysninger om isforekomster.
/ritzau/


