Den hvide jul stopper indbrudstyvene
Juledagene plejer at være en fantastisk tid for indbrudstyve.
Men mens mange danskere håber på en hvid jul, vil det massive snefald gøre det svært for indbrudstyvene at bevare deres skruppelløse juletraditioner.
På Bornholm, der i den grad er ramt af vintervejet, forventer politiet nogle rolige juledage.
- Tyvene skal være vedholdene ud over det sædvanlige, hvis de vil ud og lave indbrud i løbet af julen, siger Ole Bolvig Hansen, der er chefpolitiinspektør ved Bornholms Politi.
- I sommerhusområderne, hvor de normalt plejer at slå til, skal man nærmest have en snescooter for at komme frem, siger han.
Samtidig understreger chefpolitiinspektøren, at de fortsat vil forsøge at patruljere som planlagt, selvom sneen også kan forhindre selv ordensmagten i at komme frem.
Hos forsikringsselskabet Alm. Brand frygter man heller ikke at blive overdynget med arbejde over jul.
- Tyvene vil hellere varme sig ved pejsen i stedet for at pløje sig gennem sne til knæene med en fladskærm i den ene hånd og 'Ægget' i den anden, siger Brian Wahl Olsen, der er skadedirektør i forsikringsselskabet.
Hans vurdering bakkes op af indbrudstal fra årets første måneder, hvor landet var dækket af sne. Her var antallet af indbrud i private hjem faldet med 20 procent i forhold til samme periode året før, hvor snefaldet var mindre markant.
- Efter flere års kraftige stigninger på indbrudskurven var der pludselig et fald. Nu ligger der mindst lige så meget sne, så det vil også få indflydelse på tyvenes indbrudsiver i julen, mener Brian Wahl Olsen.
Han peger dog også på, at ikke kun sneen skal have æren for at stoppe indbrudstyvene.
Politiet har flere steder i landet nemlig også øget indsatsen på området. Nogle af de flittigste indespærrede indbrudstyve holdes desuden bag tremmer indtil julen er ovre.
/ritzau/


