USA handler med Iran trods egne sanktioner
Den amerikanske regering har gennem de seneste ti år givet selskaber særlig lov til at lave milliardforretninger med Iran og andre lande, der er sortlistet som sponsorer af terror. Og det er sket på trods amerikanernes egne handelsembargoer og sanktioner mod landene, skriver New York Times.
På opfordring fra selskaber som Kraft Food, Pepsi og en række af USA' største banker har et lille ukendt kontor i det amerikanske finansministerium givet 10.000 undtagelser til reglerne for amerikanske sanktioner mod sortlistede lande.
De fleste tilladelser er blevet gjort mulige af en 10 år gammel lov, der fritager landbrugsvarer og humanitær, medicinsk hjælp for sanktioner.
Loven, der havde støtte fra en lang række lobbygrupper, er så bredt formuleret, at det giver mulighed for handel med varer som tyggegummi, chilisauce, slankekursmidler, bodybuilding-udstyr og sportsudstyr, der blandt andet er solgt til det institut, der træner Irans olympiske atleter.
En lang række tilladelser til handel med sortlistede økonomier blev givet, fordi de overordnet støtter USA's udenrigspolitik. Iran fik blandt andet hjælp til at forbedre landets internetinfrastruktur, hvilket kan nære demokratiet blandt iranerne.
I et andet tilfælde fik et amerikansk firma lov til at byde ind på en kontrakt, hvor der skulle bygges en rørledning, der skal hjælpe Iran med at sælge naturgas til Europa.
Stuart Levey, der har ansvaret for regeringens sanktioner, siger, at det er "som ikke at kunne se skoven for bare træer", hvis man vælger at fokusere på de få undtagelserne i stedet for sanktionernes overordnede effekt.
/ritzau/


