Daglig grænsekontrol ved Rødby Færge
- Vi har ikke en decideret fyrværkerikontrol, men vi vil dagligt være på grænsen frem til nytår, fortæller konsulent Lasse Baron Romer, Skat.
Det er sammen med politiets udlændinge kontrolafdeling, at Skat i denne uge er særlig opmærksom på de der krydser grænsen.
- Vi kender dem, der tager fyrværkeri med hjem fra en Tysklands-tur, og dem er vi selvfølgelig særlig opmærksomme på. Det er folk, der henter lidt øl og champagne til nytår, der også lige snupper lidt fyrværkeri med til nytårsaften.
- Men det er forbudt og en overtrædelse af våbenloven, der straffes med alvorlige bøder, fortæller Lasse Romer.
- Det har ikke været så slemt med indsmuglingen af fyrværkeri de senere år. Folk vil gerne have noget der ser flot ud, og det er efterhånden blevet ret billigt herhjemme, så frem for at risikere en bøde på flere tusinde kroner - og ikke få fyrværkeriet med hjem alligevel, foretrækker de fleste heldigvis at købe det herhjemme, siger Lasse Romer.
Det er 29. december, altså onsdag, salget af fyrværkeri bliver givet frit i Tyskland.
Privat indførsel af alle former for fyrværkeri er forbudt, uanset om det er knaldfyrværkeri, rakketter eller andet, gør Lasse Romer opmærksom på.


