Eksperter: Amatører bag terrorplaner
Den svenske terrorekspert Magnus Ranstorp giver ikke meget for evnerne hos de fire mænd, der nu sidder fængslet i København og Stockholm for et mislykket terrorplot mod JP/Politikens Hus.
Det skriver Politiken.
Han hæfter sig især ved, at den 29-årige libanesiskfødte og formodede hovedmand har været tilbageholdt i Etiopien og Pakistan og delt lejlighed i Stockholm med to terrordømte fra den berygtede somaliske terrorgruppe al-Shabaab.
- Det er omtrent den sidste mand, som professionelle terrorister ville sende af sted på mission til Danmark. Han er så offentligt eksponeret og kendt af efterretningstjenesterne, at planen mod Jyllands-Posten næsten var dømt til at mislykkes. Med det, der foreløbig er kommet frem, mener jeg, at vi har at gøre med nogle semiamatører, siger Magnus Ranstorp, der er forskningsleder ved det svenske forsvarsakademi, til Politiken.
Terrorforsker Petter Nesser fra det norske Forsvarets Forskningsinstitut, FFI, siger, at det ikke lyder så "professionelt", fordi der er tale om personer, som politiet kender i forvejen.
- Men situationen er jo den, at terrorcellerne må bruge de ressourcer, de kan få fat i. Og selv om terroristerne så ikke får held til at gennemføre aktionen, men bliver afsløret som her, så har aktionen jo haft en tydelig effekt: Folk er blevet skræmt, og det er kernen i terrorens væsen, siger Petter Nesser til Politiken.
/ritzau/


