Landbruget skærer ned på antibiotika
Efter årtiers negative fokus på landbrugets store forbrug af antibiotika til svin er kurven nu langt om længe vendt, viser tal fra DTU, Veterinærinstituttet.
Forbruget i perioden juli til november 2010 faldt med 10,4 procent i forhold til samme periode året før.
Og ser man på hele perioden fra januar til november 2010 sammenlignet med året før, så viser tallene et samlet fald i forbruget på 1,2 procent.
Landbruget er meget tilfreds med de nye tal.
- De bekræfter en fornemmelse, vi har haft gennem længere tid, nemlig at forbruget i svinestaldene er faldende. Så vi er meget tilfredse, og det er flot, at landmændene og dyrlægerne har taget opgaven på sig og knækket antibiotikakurven, siger Nicolaj Nørgaard, direktør i Videncenter for Svineproduktion, Landbrug & Fødevarer.
- Vi har i hele forløbet med ministerens "Gult kort"-ordning bakket op om ordningen og om den målsætning, at antibiotikaforbruget i svineproduktionen skal sænkes. For mig er der ingen tvivl om, at vi nu kan se, at ordningen virker efter hensigten, siger Nicolaj Nørgaard.
- Den 1. juli 2010 indførte vi et frivilligt stop for brugen af de for mennesker kritiske antibiotika, cephalosporiner. Det forbrug er nu i nul. Det glæder mig, da vores mål var at sikre borgerne den bedste behandling, siger Nicolaj Nørgaard.
/ritzau/


