Sydsverige hårdt ramt af isslag
Weekendtrafikanter i det sydlige Sverige opfordres af myndighederne til at tage det roligt på landevejene. Ligesom store dele af Danmark blev Sverige lørdag morgen ramt af isslag, og der advares mod glatte veje resten af dagen.
Det svenske meteorologiske institut, SMHI, har udsendt en klasse 1-advarsel mod underafkølet regn i næsten hele Sydsverige. I Gävleborgs, Dalarnas og Värmlands län er der risiko for op mod 10 centimeter nysne.
Mellem Malmø og Lund holdt togene stille i en kortere periode lørdag morgen, men ellers har svenskerne ikke været ramt af nævneværdige trafikproblemer.
- Dagen er begyndt godt, siger Denny Josefsson fra Trafikverkets pressetjeneste.
/ritzau/TT


