Rigspolitiet: København bliver ikke snydt
Københavns Politi er ikke blevet snydt for millioner af kroner til kampen mod banderne, fastslår Rigspolitiet.
De københavnske politifolk mener, at de 50 millioner kroner, som regeringen har afsat til at bekæmpe bander og rockere, er gået uden om København.
De øremærkede bandepenge er nemlig ikke blevet delt ud til politikredsene. Men pengene er blevet brugt i den overordnede kamp for at stoppe den verserende bandekrig.
Det fastslår Nikolaj Veje, der er økonomidirektør i Rigspolitiet.
- For så vidt angår Københavns Politi er det rigspolitiets vurdering, at de samlet set har fået tildelt tilstrækkelige midler til at gennemføre den ekstraordinære rocker- bandeindsats, siger Nikolaj Veje.
Han understreger samtidig, at politiets samlede indsats på rocker- og bandeområdet har kostet langt mere end de ekstra 50 millioner kroner, som blev bevilget i 2008.
- Uden de ekstra 50 millioner kroner havde det slet ikke været muligt at gennemføre en så omfattende indsats, siger Nikolaj Veje.
Venstrefløjen på Christiansborg og på Københavns Rådhus kræver en forklaring på, hvorfor det lokale politi ikke har fået direkte del i de 50 millioner kroner.
Statsrevisor Peder Larsen fra SF mener ikke, at pengene er blevet brugt efter bogen. Og oppositionen har nu kaldt justitsminister Brian Mikkelsen (K) i samråd om sagen.
/ritzau/


