Mindst 18 dræbt ved selvmordsterror i Irak
Selvmordsterrorister har slået til i hjertet af byen Ramadi i Irak. Ifølge politiet og lighuse har to attentater kostet mindst 18 menneskeliv og såret 35.
Irakisk stats-tv siger, at Anbar-provinsens guvernør, Qassim Mohammed Abid, er blandt dødsofrene, men det afviser viceguvernør Hikmet Khalaf.
Viceguvernøren siger, at Abid er såret og ligger på hospitalet.
Det første angreb skete, da en selvmordsterrorist sprængte en bilbombe. Det var tilsyneladende det attentat, der kostede flest ofre, herunder fire politifolk, der blev dræbt.
Kort efter sprængte den anden selvmordsterrorist sig selv i luften ved provinsguvernørens hovedkontor. Det var her, at guvernøren blev ramt.
Ramadi er en overvejende sunnimuslimsk by, der ligger omkring 100 kilometer vest for Iraks hovedstad, Bagdad.
/ritzau/Reuters


