avis

sammenfoldet avis

To ældre kvinder reddet fra Haitis ruiner

To ældre kvinder er gravet ud af ruinerne i Port-au-Prince. Begge kvinder er medtagede, og lægerne er usikre på, om de kan overleve.

To kvinder på 69 og 84 år er gravet ud af murbrokkerne efter sidste uges voldsomme jordskælv i Haiti.

Den 84-årige Marie Carida Roman blev reddet ud fra ruinerne af sit hus, da venner fik gravet hende fri fredag, siger hendes søn og læger på det hospital, hvor hun er indlagt, til nyhedsbureauet AFP.

- Jeg prøver at finde ud af, hvordan jeg kan hjælpe hende med at overleve. Hun har en knust brystkasse og mange maddiker, siger den amerikanske læge Ernest Benjamin.

Forinden var det lykkedes redningsmandskab at få gravet en 69-årig kvinde fri af ruinerne.

Kvinden har ligget ni dage under murbrokkerne og er nu indlagt på et hospital i hovedstaden Port-au-Prince. Men hun er stærkt medtaget, og lægerne frygter, at hun ikke overlever.

Den 69-årige blev gravet ud af ruinerne torsdag, rapporterer BBC.

Hidtil er mindst 75.000 dødsofre blevet begravet i massegrave, siger Haitis regering. Utallige andre døde ligger stadig i gaderne rundt om i Haiti.

/ritzau/