avis

sammenfoldet avis

Otte danskere tæver landsmand i Østrig

Seks danske turister er anholdt for at banke en landsmand i den østrigske skisportsby Saalbach. Offeret har blandt andet brækket benet.

En dansk skiturist har fået voldsomme bank af otte danske landsmænd i den østrigske skisportsby Saalbach sydvest for Salzburg.

Ifølge det østrigske nyhedsbureau APA har den 20-årige turist har fået et kompliceret benbrud og en flænge i hovedet, efter at de otte overfaldsmænd gik løs på ham i byens gågade natten til mandag.

Ifølge et øjenvidne fortsatte gerningsmændene med at sparke løs på og banke ofret, der lå værgeløst på jorden, oplyser det lokale politi.

Seks mistænkte danskere er blevet anholdt og identificeret af vidnet. De nægter sig skyldige, men politiet hæfter sig ved, at flere af dem havde skrammer på hænderne og i hovedet.

Politiet er fortsat på udkig efter to andre danskere, der også skal have deltaget i overfaldet.

/ritzau/