Obama møder Dalai Lama trods Kinas protest
Den amerikanske præsident, Barack Obama, har ikke ændret noget ved sine planer om at møde den tibetanske eksilleder, Dalai Lama, selv om den kinesiske regering advarer om, at det kan skade forholdet mellem Kina og USA.
Kina blev allerede i november orienteret om mødet, siger en talsmand for Det Hvide Hus.
- Præsidenten fortalte Kinas ledere under sit besøg sidste år, at han vil mødes med Dalai Lama, og det har han i sinde at gøre, siger talsmanden, Bill Burton.
Kina advarede tidligere på dagen Obama om, at mødet kan forværre forholdet mellem de to lande. I forvejen er kineserne vrede over amerikansk våbensalg til Taiwan, ligesom en strid om ytringsfrihed på internettet har forårsaget irritation i Beijing.
/ritzau/Reuters


