Tysker overraskede favoritter i storslalom
Viktoria Rebensburg slog overraskende alle favoritterne, da kvindernes konkurrence i storslalom torsdag blev afgjort med en dags forsinkelse.
Den 20-årige tysker havde blot sjettebedste tid efter første gennemløb, og selv om hun derfor var 0,35 sekunder efter favoritten Elisabeth Görgl fra Østrig, så sikrede Rebensburg sig sin første store sejr i karrieren.
Viktoria Rebensburg har aldrig tidligere vundet et stort mesterskab eller sejret i World Cup-sammenhæng.
Selv om Elisabeth Görgl fik en bronzemedalje for en samlet tredjeplads, så blev anden gennemløb lidt af en østrigsk nedtur. Efter onsdagens første gennemløb lå tre østrigere således placeret i top-fire, men kun Görgl endte på medaljepodiet. Tina Maze fra Slovenien fik sølv.
Danske Yina Moe-Lange deltager også i storslalom og skal nedad pisten lidt senere end favoritterne.
/ritzau/


