Mindst 100 begravet under ruiner i Chile
Omkring 100 mennesker er fanget under murbrokkerne fra en sammenstyrtet bygning i den chilenske by Conception, siger byens borgmester.
En 15 etager høj boligblok brasede sammen efter det historisk kraftige skælv lørdag morgen, der målte 8,8 på richterskalaen.
Conception ligger kun 115 kilometer fra skælvets epicenter, og byen blev hårdt ramt af de voldsomme rystelser.
- Tiden er af afgørende betydning, hvis vi skal redde folk inde i denne bygning, siger byens borgmester Jacqueline van Rysselberghe.
Hun kritiserer desuden Chiles regering for en alt for langsom reaktion på lørdagens katastrofe.
- Det er en skam, at redningsholdet ikke kom til Concepcion i går (lørdag, red.), lyder kritikken fra Rysselberghe.
/ritzau/AFP


