Tre danskere er nu savnet i Chile
Et team fra den danske ambassade i Chile kommer i kontakt med stadig flere af de savnede danskere efter jordskælvet i landet. Ambassadøren i det sydamerikanske land, Kim Højlund Christensen, kan således fortælle, at endnu to danskere er fundet, så antallet af savnede nu er nede på tre.
- Det seneste, jeg har fået ind fra vores folk, var en kontakt til to af danskerne i området, siger Kim Højlund Christensen, der fortæller, at de fundne danskere har det o.k.
Holdet fra den danske ambassade blev tirsdag sendt til det jordskælvsramte område nær byen Concepción i det vestlige Chile. Ifølge Kim Højlund Christensen er der gode muligheder for, at de også finder resten af de savnede danskere.
- Vi har nogle konkrete spor at forfølge i Concepción og omegn. Det er, hvad vores udsendte team beskæftiger sig med lige nu, siger ambassadøren.
- Jeg tror og håber på, at de savnede danskere er ok, fortsætter han.
Eftersøgningen bliver besværliggjort af, at telekommunikationslinjerne i området er brudt sammen. Det betyder, at holdet arbejder på at komme i direkte kontakt med de savnede eller med folk, der har talt med dem.
Det officielle tabstal efter jordskælvet er nu på 795 personer. 300 danskere var i Chile, da det historiske store jordskælv, der målte 8,8 på richterskalaen, ramte landet.
/ritzau/


