avis

sammenfoldet avis

Sygehuse udskriver fødende efter få timer

Flere danske sygehuse udskriver andengangsfødende kvinder fire-fem timer efter fødslen. Jordemødre mener, det kan skade kvinderne.

En række af landets sygehuse beder andengangsfødende kvinder om at forlade sygehuset få timer efter fødslen.

En rundringning, som Politiken har foretaget til 12 hospitaler, viser, at syv af dem har en tidsgrænse for, hvor længe en flergangsfødende uden komplikationer må blive. Flere hospitaler har en grænse på fire til seks timer, et enkelt op til otte timer, skriver avisen.

For få år siden kunne flergangsfødende blive en nat eller mere på hospitalet.

Udviklingen bekymrer jordemoder Charlotte Overgaard, forsker i fødsler ved Aalborg Universitet, som også uddanner jordemødre.

- Hvis man sender kvinder, som næsten lige har født hjem imod deres ønske, overhører man deres behov og dermed også tegn på for eksempel ammeproblemer eller negative efterfødselsreaktioner, som i værste fald kan udvikle sig til en fødselsdepression, siger hun til Politiken.

Fem af de sygehuse, der indgår i avisens undersøgelse, sender også kvinder, der har født sent på aftenen og ikke har komplikationer, hjem om natten. Kun hvis der er plads den pågældende nat, kan den nybagte mor få lov til at blive og sove.

Sydvestjysk Sygehus er blandt de steder, hvor kvinderne skal tage hjem efter to til fem timer. Men personalet prøver at tage hensyn, fortæller lægefaglig adm. direktør Bjarne Normark.

Formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S), erkender, at det kan være noget kompliceret, hvis kvinden bliver bedt om at gå klokken to om natten. Men han har stor tiltro til hospitalerne.

- Jeg har ingen klager modtaget og har ikke hørt andet, end at der meget høj patienttilfredshed. Men der er altid situationer, hvor der skal tages særlige hensyn, siger regionsformanden.

/ritzau/