Hjort sætter snævre rammer for regionerne
Regionerne skal ikke regne med mere end fem milliarder kroner ekstra på tre år, som regeringen har tilbudt. Samfundets økonomi er strammere end før.
Det fastslår finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) før fredagens første møde med regionerne.
- Pengene sidder ikke løst. Vi skal konsolidere dansk økonomi. Det gælder både i staten, regionerne og kommunerne, siger finansministeren.
Regionernes formand, Bent Hansen (S), understreger, at regeringens tilbud måske ikke kan dække regionernes voksende udgifter.
- Vores udgifter er vanskeligt styrbare, Man skal begynde med at trække dem fra de fem milliarder. Hele kræftområdet vokser, der er patienterstatninger, transport og præhospital behandling. Så det bliver ikke let, siger Bent Hansen.
Han venter ret komplicerede forhandlinger mellem regeringen og regionerne.
De har taget højde for, at der fremover ventes langt flere patienter med diabetes 2 - kendt som gammelmandssukkersyge - der lægger beslag på store ressourcer, understreger Bent Hansen.
- Vi har lavet en særlig kronikerindsats. Men ligesom hjerte-og gigtområdet er der pres på mange områder. Indenfor kræft er der utroligt mange nye typer medicin på vej, som bliver rigtigt dyre, siger han.
/ritzau/


