Strejke rammer TDC over hele landet
Over hele landet har mellem 300 og 400 af TDC's kabel- og teleteknikere nedlagt arbejdet i protest mod en fyringsrunde i selskabet. De er vrede over, at TDC for kort tid siden har gennemført en fyringsrunde og nu står over for at skulle nedlægge endnu ca. 110 stillinger inden 1. september.
- Vi har haft arbejdsnedlæggelser sporadisk på tværs af landet. En del har genoptaget arbejdet igen, og vi forventer, at de fleste har genoptaget arbejdet fredag middag, siger kommunikationsdirektør i TDC Nicolaj Due.
Ifølge Nicolaj Due er TDC nødt til at tilpasse medarbejderstaben i takt med udviklingen i markedet og koncernen. Der er ganske enkelt ikke er brug for det samme antal teknikere længere:
- Vi arbejder hele tiden på at effektivisere vores forretning og vores arbejdsgange. Det betyder, at vi har færre fejl, der skal udbedres. Samtidig oplever vi en meget lille aktivitet i bygge- og anlægsområdet, så der simpelthen er mindre arbejde til os, siger Nicolaj Due.
Arbejdsnedlæggelsen er så kort, at det kun er ganske få af TDC's kunder, der ventes at blive berørt.
/ritzau/


