avis

sammenfoldet avis

Yemen har anholdt 50 terrormistænkte

50 udlændinge - blandt andet fra USA, Storbritannien, Frankrig og Malaysia - er blevet anholdt i Yemen mistænkt for terrorforbindelser, skriver avisen al-Hayat.

Yemen har tilbageholdt omkring 50 udlændinge, der mistænkes for tilknytning til terrornetværket al-Qaeda, oplyser den saudiskejede avis al-Hayat.

Anholdelserne er sket i forlængelse af øget overvågning af koranskoler i landet.

Det amerikanske udenrigsministerium bekræftede tidligere mandag, at 12 amerikanske statsborgere er blevet anholdt i Yemen, men ønskede ikke at uddybe oplysningen.

Al-Hayat skriver, at der er amerikanske, britiske, franske og malaysiske statsborgere blandt de udlændinge, der er blevet anholdt siden et fejlslagent forsøg i december på at sprænge et passagerfly, der var på vej til USA, i luften.

En nigeriansk mistænkt i sagen, der sidder varetægtsfængslet i USA, havde været indskrevet på en koranskole i Yemen.

Talsmand for det amerikanske udenrigsministerium, Philip Crowley, bekræfter anholdelsen i Yemen af 12 amerikanere.

- Jeg vil ikke komme ind på detaljer, sagde Crowley i forbindelse med en briefing af journalister, der ønskede at vide om de anholdte amerikanere er terrormistænkte.

Talsmanden for det amerikanske udenrigsministerium roste dog antiterrorsamarbejdet mellem USA og Yemen.

- Vi har et fremragende samarbejde med regeringen i Yemen, sagde Crowley.

- Sammen gør vi vort bedste for hjælpe Yemen med at mindske den risiko, som al-Qaeda udgør på Den Arabiske Halvø, fortsatte han.

/ritzau/Reuters