Danmark slipper for Arjen Robben
Holland skal nå langt ved VM i fodbold, og derfor er der ingen grund til at risikere noget ved at bruge den skadede stjerne Arjen Robben i den første kamp mod Danmark.
Sådan er holdningen hos Hollands landstræner, Bert van Marwijk, som afviser at bruge Bayern München-spilleren i kampen mod Danmark den 14. juni.
- Siden Champions League-finalen har Arjen ikke været i stand til at spille meget eller træne meget. Det vil være forkert at tro, at han bliver klar til at spille mod Danmark, siger Bert van Marwijk ifølge nyhedsbureauet AFP.
Arjen Robben pådrog sig en forstrækning i låret, da Holland lørdag i Amsterdam besejrede Ungarn med 6-1, blandt andet på to scoringer af Robben.
- Hans skade er alvorlig, og jeg ved ikke, hvornår han kan komme ned til os. Vi holder øje med hans fremskridt, men ønsker ikke at tage chancer.
- Holdets mål er at komme så langt som muligt ved VM, så Arjen kan komme til at spille med os, siger Bert van Marwijk.
/ritzau/


