Royalt besøg: Livgardere klar på Femø
Den Kongelige Livgarde er med på sidelinjen, når regentparret i morgen onsdag besøger Femø.
Det er dog ikke aktive soldater i uniform, der er tale om, men derimod en gruppe pensionerede gardere med hustruer, som rent tilfældigt havde besluttet sig for at besøge øen samtidig med Dronning Margrethe og Prins Henrik.
- Vi havde faktisk planlagt turen, før regentparrets besøg blev aftalt. Vi er en gruppe på 15 majorer og oberstløjtnanter, der mødes den anden tirsdag i hver måned i det, vi kalder Den Kongelige Livgardes Ungdomsklub.
- Og en eller to gange om året tager vi på en længere tur sammen, hvor vi også har vores koner med. Og i år gik turen altså til Femø, fortæller turens guide, major Esben Roug.
Valget af Femø hænger i høj grad sammen med, at Esben Roug selv bor på øen og derfor gerne ville vise sine gamle soldaterkammerater egnen.
- Jeg glæder mig til at vise kollegerne rundt her. Min morfar er født her, så selvom jeg selv først har fået hus her indenfor de senere år, så har jeg altid haft en tilknytning til øen, forklarer Esben Roug.
Se billeder fra forberedelserne på Femø - KLIK HER.
De pensionerede gardere har alle tidligere gået vagt for Dronningen, som ifølge Esben Roug kender dem alle sammen. Derfor ventes onsdagens møde også at blive ekstra morsomt for begge parter.
Garderne og deres hustruer bliver på Femø også nogle timer efter, at regentparret er taget af sted igen. De har således planlagt at spise middag sammen på kroen onsdag aften.
Turen begyndte allerede tirsdag middag med en frokost og rundvisning på Fuglsang Kunstmuseum og en efterfølgende rundtur på Lolland til blandt andet Nysted, Bramsløkke, Krenkerup, Hunseby og Svanevig Centret.
Se billeder fra forberedelserne på Femø - KLIK HER.


